Koldhævede morgenboller

Vil du servere lækre morgenboller uden at stå op før hønsene, så er du på rette vej – læs med her.

10 min. lørdag aften i køkkenet efter aftensmaden, og med kun få ingredienser, kan du søndag morgen servere lækre nybagte morgenboller❤️
Jeg rørte alle ingredienser sammen med en spiseske i en plastikbeholder med låg. Jeg bruger en condibøtte, men en skål med låg kan også sagtens bruges. Har man ikke en skål med låg så kan man bruge en skål og ligge husholdningsfilm og en tallerken over. Det handler blot om at skabe en lufttæt beholder.

Jeg lod beholderen stå på køkkenbordet en time og satte den dernæst i køleskabet ind til næste morgen, hvor jeg mens ovnen varmer op med et bagestål eller en bageplade i ovnen under opvarmningen, hælder dejen ud på et meldrysset bord, skærer den ud til boller og dernæst bages i ovnen i 14 min v/230 grader varmluft.

Nemt – hurtigt og ingen fingre i dejen.

Håber du bliver lige så glad for disse boller som jeg. Lad mig gerne høre dine erfaringer og/eller spørgsmål i kommentarfeltet.

Rigtig god fornøjelse!

Koldhævede morgenboller

Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 12 timer 14 minutter

Ingredienser
  

  • 500 g Koldt vand
  • 8 g Gær
  • 10 g Sukker
  • 10 g Salt
  • 50 g Havregryn
  • 25 g Hørfrø
  • 25 g Solsikkekerner
  • 500 g Hvedemel

Sådan gør du
 

Dag 1

  • Opløs gæren i det kolde vand i en skål eller beholder med låg
  • Tilsæt sukker og rør til det er opløst
  • Tilsæt alle øvrige ingredienser og rør det hele sammen til en ensartet grøde, blot med en spiseske.
  • Sæt låg på skålen/beholderen – alternativt, husholdningsfilm og en tallerken over- og lad skålen/beholderen stå på bordet 1 time.
  • Sæt skålen/beholderen i køleskabet i 12-14 timer.

Dag 2

  • Sæt dit bagestål hvis du har sådan et, i ovnen (alternativt blot en alm. bageplade) ind midt i ovnen og sæt en bradepande i bunden. Varm ovnen op til 230 grader varmluft.
  • Imens hælder du dejen ud på et meldrysset bord, og vha. din dejskærer, deler dejen i 9-10 stykker. Løft forsigtigt stykkerne over på et stykke bagepapir.
  • Drys stykkerne med havregryn og sesamfrø
  • Vha en bage/pizza spade, eller bagsiden af en bageplade, løfter du bagepapiret med bollerne ind på dit varme bagestål eller bageplade i ovnen.
    Hæld 1 dl vand i bradepanden og skynd dig at lukke ovnen.
  • bag bollerne i ca. 14-15 minutter. Efter de første 10 min. åbnes ovnen kortvarigt så dampen kan slippe ud. På den måde opnåes en sprød overflade.
  • Lad bollerne køle af på en rist

Noter

Inspiration hentet hos Anne au chocolat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering