Kransekage hører nytårsaften til

Ingen champagne uden kransekage – sådan er det i hvert fald hjemme hos os. I år fejres nytåret nok lidt anderledes i mange hjem, grundet covid-19 restriktionerne. Men det skal ikke forhindre os i at sætte tænderne i et lækkert stykke kransekage.

Kransekagen kan laves lang tid i forvejen, og fryses ned (uden pynt). Det gør faktisk blot kransekagen endnu bedre, idet den bliver mere saftig af at komme en tur i fryseren. Fryser du det ikke ned, så opbevares det blot køligt i en lufttæt pose eller beholder og kan sagtes holde sig 2-3 dage.

Jeg har netop lavet kransekagen her på billederne ovenover og de er nu klar til knap 2 dage i fryseren. Jeg fryser dem ned uden pynt (chokoladebund og glasur).

Når jeg den 31/12 tager dem op af fryseren – de er ca. 45-60 min. om at tø op – så dypper jeg bunden i flydende chokolade og ligger dem med bunden op af, på min bagerist, hvor den spidse top fint hviler ned i rillerne.

Når bunden er størknet dyppes enderne af dem med hasselnøddeflager i chokolade og tørrer på et stykke bagepapir.
Dem uden hasselnøddeflager pyntes nu med glasur, og så er det hele klar til at blive serveret på et fad med serpentiner, til et godt glas champagne.

Rigtig god fornøjelse med dine kransekagestykker og rigtig godt nytår!

Kransekage

Antal 12 stykker

Ingredienser
  

  • 500 g marcipan
  • 150 g flormelis
  • 30 g æggehvider

Glasur

  • 30 g æggehvider
  • 150 g flormelis

Pynt

  • 100 g chokolade mørk
  • 30 g æggehvider
  • 40 g hasselnøddeflager

Sådan gør du
 

  • Bland marcipan, flormelis og æggehvider i en skål
  • Del massen i 12 dele (jeg vejer mine)
  • Rul hver klump til en lille pølse på ca. 8-9cm.
  • Tryk den lidt spids hen langs midten – først med fingrene og dernæst vha. en kniv – se min video for hvordan jeg gør.
  • Lig 2 bageplader oven på hinanden og lig et stykke bagepapir på. (Dette for at bunden af kransekager stykkerne ikke skal blive for mørke).
  • Lig kransekagestykkerne på bagepapiret
  • Pensl halvdelen med æggehvide og drys med hasselnøddeflager
  • Bag nu kransekagestykkerne midt i ovnen ved 200 grader i 13-15 min. (på to bageplader som er lagt ovenpå hinanden).
  • Hold godt øje for de skal kun være gyldne og det går stærkt til sidst. Ikke 2 ovne varmer ens. I min skal de have 15 min.
  • Lad dem køle af på pladen.
  • Når de er helt kolde kan de enten fryses ned, eller pyntes med glasur og chokolade.

Pynt

  • Smelt chokoladen og dyp kransekagestykkernes bund i chokoladen
  • Lig stykkerne med bunden i vejret på en bagerist. Fordi stykkerne er lidt spidse hviler de fint mellem ristens riller.
  • Når chokolade er størknet, dyppes ender på dem med hasselnøddeflager, i den flydende chokolade og ligges på et stykke bagepapir til det er størknet.

Glasur

  • Rør flormelis og æggehvider sammen (ikke piske). Det skal være en meget tyk glasur, ellers løber den.
  • Kom glasuren i en plastikpose og klip et lille bitte hul i enden af posen.
  • Sprøjt glasuren op og ned af stykkerne (dem uden hasselnøddeflager), henover midten.
  • Lad glasuren størkne helt før du flytter stykkerne.
  • Opbevar dem køligt indtil de skal serveres.

Se videoerne her for hvordan du hhv. former og pynter kransekagestykkerne så de bliver ensartede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering