Fransk Citrontærte

I vinterferien har vi talt meget om Frankrig. Vores datter er i færd med at undersøge mulighederne for at finde praktikplads i Sydfrankrig – hun er under uddannelse som landmand. Derudover har vi planlagt en mor-datter tur til Paris i foråret, så da det blev søndag var det naturligt at søndagskaffen også fik en snert af det franske. Derfor bagte jeg en Fransk Citrontærte. En skøn tærte der forener det søde og det syrlige på en super fin facon.
Jeg lavede en mørdejsbund og en syrlig citroncreme, og øverst en flot blank marengs sprøjtet i små toppe. Nogle laver en sirup som hældes i de piskede æggehvider – derved opløses sukkeret. Jeg fandt det dog nemmere at piske en alm. marengs med æggehvider og sukker og lidt citron, for dernæst at give tærten 5 min. i ovnen. Derved opnåede jeg at sukkeret var smeltet i marengsen og ingen knasende sukker.
For pyntens skyld gav jeg den lige lidt med gasbrænderen efterfølgende for, at få den helt flotte mørke lidt brændte farve – men det er ikke nødvendigt.

Jeg kan kun anbefale dig at prøve denne kage. Den ikke bare ser flot ud – den smager skønt.

Fransk Citrontærte

Antal 8

Equipment

  • 1 tærteform på 26 cm. i diameter

Ingredienser
  

Bund

  • 250 g hvedemel
  • 50 g flormelis
  • 1 knivsspids salt
  • 120 g smør
  • 1 æg sammenpisket

Citroncreme

  • 2 æg
  • 2 æggeblommer
  • 125 g sukker
  • 1 dl citronsaft
  • 2 citroner fintrevet skal heraf
  • 1 spsk majsstivelse
  • 50 g smør

Marengs

  • 3 æggehvider
  • 150 g sukker
  • 1 tsk citronsaft

Sådan gør du
 

Bund

  • Mel, flormelis, salt og smør hældes i en foodprocesser hvor det køres sammen til det er ensartet.
  • Hæld det over i en skål og saml dejen med det sammenpiskede æg.
  • Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir og vend dejen i en smurt tærteform (26 cm) – uden bagepapir. Tryk dejen fast og prik huller med en gaffel.
  • Bunden skal nu blindbages. Dette gøres ved at dække dejen med et stykke bagepapir og fylde tørrede bønner i. Bag nu bunden i ovnen i 10 min. ved 175 grader (varmluft).
    Tag så bønnerne ud og bagepapiret af og bag bunden yderligere 8-10 min. til den er pæn gylden.

Citroncreme

  • Æg, æggeblommer, sukker, citronsaft og majsstivelse kommes nu i en gryde og piskes sammen under opvarmning ved jævn varme. Når cremen begynder at tykne tages gryden af varmen og smørret piskes i lidt af gangen.
  • Cremen fordeles nu på tærtebunden. Sæt derefter tærten på køl.

Marengs

  • Pisk æggehvider skummende med en el-pisker. Tilsæt 3-4 spsk sukker og citronsaften og fortsæt med at piske til æggehviderne er helt stive. Hæld dernæst resten af sukkeret i lidt efter lidt mens du stadig pisker.
  • Kom Marengsen i en sprøjtepose med en stjernetyl og sprøjt marengsen på i små toppe på tærten.
  • Bag tærten i ovnen ved 250° (alm) i 5-10 min. til marengsen er gylden.
  • Hvis du godt kan lide det mørke lidt brændte look (se mit billede), så kan du brænde toppene lidt med en gasbrænder efterfølgende, som den man bruger til Crème brûlée.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering