Møllehjul

Der er ikke noget som nybagt brød til morgenkaffen. Hos os serverer jeg som regel nybagte rundstykker en dag i weekenden. I aftes besluttede jeg mig for at lave møllehjul. En anden slags opskrift end de rundstykker jeg plejer at lave – og en helt anden fremgangsmåde.
Som mine andre opskrifter – nemt! Her kan alle være med. Så måske er det dig der serverer rundstykker på morgenbordet i morgen tidlig.

I aftes rørte jeg dejen sammen med en grydeske i min skål, satte den i køleskabet, og da jeg stod op til morgen, fugtede jeg hænderne med solsikkeolie og formede rundstykkerne – dryssede og snittede dem og bagte dem i 15 min. SUPER NEMT og smager dejligt.

Møllehjul

Forb. tid 12 timer 20 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Antal 5 stk

Ingredienser
  

  • 2,5 dl koldt vand
  • 1,5 spsk sukker
  • ¼ dl solsikkeolie
  • 10 g gær
  • ½ tsk salt
  • 1,5 dl sigtemel
  • 4 dl hvedemel
  • blå birkes til drys

Sådan gør du
 

Dag 1

  • Hæld vand, sukker og olie i en stor skål og opløs gæren heri (dejen hæver meget natten over, og til denne portion bruger jeg en 3 L skål).
  • Tilsæt sigtemelet og halvdelen af hvedemelet og saltet, og rør grundigt til dejen er ensartet
  • Tilsæt resten af melet lidt af gangen til dejen er ensartet.
  • Dæk skålen med et låg og sæt det i køleskabet til dagen efter

Dag 2

  • Fugt hænderne med solsikkeolie og tag en håndfuld dej og form den forsigtigt uden at ælte eller trykke luften ud af dejen.
  • Drys med birkes og snit de 5 snit med en skarp kniv (lav skå snit så du ikke slå luften ud af dejen)
  • Lad rundstykkerne efterhæve 5 min. på pladen.
  • Bag dem 15 min. i en 210 grader varm ovn (varmluft). Hold øje med ovnen de sidste minutter – da ingen ovne varmer ens.

Noter

Ekstra:
Du kan med fordel bruge et bagestål hvis du har et.
Har du bageenzym kan du tilsætte 4-5 gram.
Du kan tillige med fordel bage med damp de første 4-5 min.
Lad en bradepande varme op sammen med ovnen, og hæld 1 dl vand i bradepanden samtidig med at du sætter rundstykkerne ind. Fjern bradepanden efter 4-5 min. og luk ovnen op og i et par gange under resten af bagetiden for at få al dampen ud.
Man kan sagtens doble opskriften, og de kan også fryses ned når de er kølet ned og kan efterfølgende tøes op, fugtes og lunes i ovnen på ny.
 
 
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering