Mangler du lidt inspiration til madpakken? Er du træt af rugbrød eller salat?
Måske er disse små madbrød lige det du søger. De er sunde, nemme at lave og kan fryses ned og tages op og med på farten om morgenen.
De kan også fint bages til frokosten i weekenden, til buffetbordet eller til at tage med på udflugt. Fyldet kan du variere efter hvad du syntes. Jeg har brugt majs, rødløg, purløg og peberfrugt og ost. Men oliven og hakket babyspinatblade og rødløg er også godt. Brug din fantasi og hvad du har i huset. Jeg får 32 stk. ud af nedenstående portion. Det kan virke af lidt meget – men bare vent – de får hurtig ben at gå på 🙂
Små madbrød
Ingredienser
- 1/2 peberfrugt snittet i meget små tern
- 1 rødløg finthakket
- 2 spsk purløg hakket
- 240 g majs jeg har brugt majs fra en dåse
- 1/2 tsk paprika
- 1 knsp sukker
- 2 tsk salt
- 1 tsk peber
- 4 tsk bagepulver
- 450 g mel
- 250 g ost revet
- 1 dl mælk
- 2 dl solsikkeolie
Sådan gør du
- Bland alt på nær mælk og olie, i en skål
- Tilsæt mælk og olie og rør dejen sammen til den er samlet. Måske har du brug for en lille smule mere mælk, eller måske lidt mere mel. Det afhænger af det mel du bruger. Dejen er klistret men skal være sammenhængende.
- Rul dejen ud på et meldrysset bord, til 1 cm. tykkelse.
- Udstik brødene med en 8 cm. udstikker (har du ikke sådan en så brug et glas).
- Placer brødene på bageplader med bagepapir. Jeg fordelte mine på 3 plader.
- Bag en plade af gangen ved 200° (alm. ovn) i 12-13 min. til de er gyldne.
- Lad dem køle af på en rist før de pakkes i poser og opbevares i køleskab eller fryses ned.