Grydebrød har en helt særlig skorpe og vildt svampet indeni

Jeg elsker grydebrød – så er det sagt!
Det gør jeg af 2 årsager. Det smager vildt godt – det er super nemt at lave.

I aftes gik jeg halvsent i seng – og lige inden da, rundede jeg køkkenet i 10 min. Jeg rørte dejen sammen i en skål med en grydeske og satte skålen i køleskabet – GODNAT!

Til morgen var det blot at tage skålen ud og lade den stå på køkkenbordet et par timer. Lige pt. arbejder jeg hjemmefra så det var ikke noget problem at servere frisk brød til frokost – da der ingen arbejde er i det, men kræver kun at jeg tager brødet ind og ud af ovnen.

Jeg har ikke brugt 10 min. arbejde på dette brød i dag. Se med her på billederne – for processen fra i går til i dag.

Grydebrød med græskarkerner

Forb. tid 12 timer 15 minutter
Tilb. tid 45 minutter

Ingredienser
  

  • 5 g gær
  • 550 g kold vand
  • 300 g durummel
  • 350 g hvedemel
  • 100 g græskarkerner
  • 12 g salt
  • 1 spsk sukker

Sådan gør du
 

Dag 1

  • Opløs gæren i vandet og tilsæt alle de øvrige ingredienser. Det hele røres sammen med en grydeske til en lidt grødlignende struktur (til den lidt tynde side)
  • Sæt låg på skålen og sæt skålen i køleskabet natten over (10-12 timer)

Dag 2

  • Tag skålen ud af køleskabet og lad den stå på køkkenbordet i 2 timer
  • Når skålen har stået på bordet i 1,5 time: Sæt en støbejernsgryde med låg ind i ovnen på risten, og tænd ovnen på 250 grader
  • Når dejen har stået på bordet i 2 timer: Hæld dejen ud på et meldrysset bord og vha. din dejskærer, folder du dejen 3-4 gange ind over sig selv.
  • Tag gryden ud af ovnen og løft dejpakken over i gryden.
  • Sæt gryden i ovnen og bag brødet 30 min. ved de 250 grader med låg på.
  • Tag låget af gryden, skru ned til til 230 grader og bag brødet yderligere 15 min.
  • Tag brødet ud af gryden og lad det køle af på en rist.

Noter

Min gryde er en 4,2 L. gryde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering