I aftes kiggede jeg i brødskuffen – og kunne se at den så lidt sløj ud. Derfor rørte jeg hurtigt en dej sammen, mens manden lavede aftensmad.
Selve arbejdet her – tog 10 min. Få ingredienser røres blot med en grydeske direkte i skålen, som efterfølgende sættes på køl natten over. Hurtigt og nemt.
Her til morgen, tændte jeg ovnen – og formede bollerne med en spiseske og satte dem i en bradepande. Lod dem efterhæve en halv time mens jeg gik på badeværelset.
Bagte dem dernæst 20-25 min i ovnen og kunne så nyde nybagte brydeboller til morgenkaffen mellem de første to møder på hjemmekontoret.
Dejlig start på dagen.
Tænker du – at købmandens boller er lidt for kedelige, men samtidig syntes det skal være nemt – og sundt, så vær ikke bange for at prøve denne opskrift.
![](https://i1.wp.com/www.soendagskaffe.dk/wp-content/uploads/2021/01/IMG_4932-1-scaled.jpg?ssl=1)
![](https://i0.wp.com/www.soendagskaffe.dk/wp-content/uploads/2021/01/IMG_4925-scaled.jpg?ssl=1)
![](https://i1.wp.com/www.soendagskaffe.dk/wp-content/uploads/2021/01/IMG_4930-scaled.jpg?ssl=1)
![](https://i2.wp.com/www.soendagskaffe.dk/wp-content/uploads/2021/01/IMG_4934-scaled.jpg?ssl=1)
![](https://i0.wp.com/www.soendagskaffe.dk/wp-content/uploads/2021/01/IMG_4934-scaled.jpg?fit=250%2C188&ssl=1)
Brydeboller med havregryn og hørfrø
Ingredienser
- 15 g gær
- 3 dl vand
- 1 dl græsk yoghurt Cremefraiche kan også bruges
- 2 tsk flydende honning
- 2 tsk salt
- 100 g havregryn
- 40 g hørfrø
- 300 g manitobamel
Pynt
- havregryn
- hørfrø
Sådan gør du
Dag 1
- Opløs gæren i vandet.
- Rør yoghurt, honning og havregryn og hørfrø i
- Bland mel og salt og tilsæt det lidt af gangen mens du røre dejen sammen med en grydeske, til du opnår en tyk havregrøds konsistens
- Dæk skålen til og sæt den i køleskabet 10-12 timer
Dag 2
- Læg bagepapir i en bradepande (20×30 cm)
- Form bollerne med en spiseske og en fugtig hånd, og sæt dem tæt sammen så de vokser sammen under bagningen.
- Lad bollerne efterhæve tildækket i 30 min.
- Tænd ovnen på 220 grader
- Fugt bollerne en lille smule hvis de ikke allerede er det i forvejen, og drys med lidt havregryn og hørfrø
- Bag bollerne i ovnen i 20-25 min. til de er gyldne.
- Lad bollerne køle af på en rist